Efter jeg og sønnen sidste vinter istandsatte hans Yamaha FS1 DX fik jeg knallert feber igen. Jeg var nødt til selv at finde mig et projekt til de lange, mørke vinteraftener.
Så nettet blev gennemsøgt på kryds og tværs. Men selv projekter er nu blevet dyre. Veteranknallerter er efterhånden i høj kurs. Men til sidst lykkedes det mig at rende et fornuftigt projekt op. Det var en i veteranbilkredsen som havde en stående i sit skur, og som havde stået der i flere år. Ensom og forladt…… Og det kunne også ses på den, men det har jeg jo været igennem flere gange før. Både med knallerter og biler. Så det afskrækker mig ikke. Vi blev enige om en pris på dyret, og så fik jeg fyldte traileren med knallert og en pokkers masse dele.
Og her er udgangsproduktet – En knallert sat sammen af mange forskellige dele.
Stellet er fra 1980, motor fra 1977 og forgaffel fra 1976. Man kan vel med rette kalde det for et blandingsprodukt. Men det skal nok blive godt. Det eneste jeg egentlig skal genbruge er motor, forgaffel og benzintank. ALT andet skiftes ud !
Et rigtig 90’r bygge – Uden bagskærm, anderøvssæde etc. Og så lige en kædeskærm fra en Suzuki…. Nå, men jeg må jo bare i gang !
Sønnens fine blå FS1’er glimter en smule mere – Selvom den langt fra står original.
De første dele afmonteres – Det eneste her der skal tilbage på den færdige knallert er tanken.
Dernæst er det motoren som skal pilles af.
Den begynder at se en smule sølle ud…
Og efter 1 time og 45 minutter er jeg ikke længere ejer af en knallert, men blot en bunke reservedele.
Nu skal der sorteres. Nogle dele skal sand- eller glasblæses, andre til autolakeren og nogle dele skal jeg selv i gang med hjemme på filebænken. Som f.eks motoren, som jeg river helt fra hinanden.
Baghulsnavet er af gummikoblingstypen. Det indikerer at baghulet nok er af samme årgang som forgaflen: 1976
I 1977 og frem var det med fast nav.
Det første læs nye dele er hentet hos den “lokale” Yamaha-pusher, Benny.
Benny er indehaver af den fine forretning www.yamahafs1.dk – Her kan købes ALT til din Yamaha.
Fortsættelse følger….