Nu var der igen ved at være lidt panik i garagen i Vemmelev. Der var ikke plads til 2 politibiler og en Ford Thunderbird. Noget måtte gøres ! Så den ene politibil og Thunderbirden blev solgt fra, og så blev der nusset om min 1970 Mercury CHP politibil, mens der blev surfet lidt på nettet efter noget andet interessant. Egentlig ville jeg have beholdt min Thunderbird, men en nybagt lottomillionær ville have den. Og jeg har så forbandet svært ved at sige “IKKE TIL SALG” !
Men der blev lynhurtigt fundet en erstatning for Thunderbirden. En Buick. Og ikke en helt almindelig Buick. En Electra 225 Sport Coupé, årgang 1964. Dem ser man ikke så mange af mere ! Grunden til det er nok at der kun blev fremstillet 9.045 eksemplarer af dem. Så der er ikke mange af dem tilbage
Bilen var spækket med ALT i udstyr som kunne leveres fra fabrikken. 401 Wildcat V8 motor, Super Turbine 400 gearkasse, servostyring, aircondition, bremser med vacuumforstærker, elruder, fartalarm, automatisk åbning af bagagerum, tilt-rat, vinyltag, indvendigt justerbart sidespejl, ekstra kromlister, servietholder, center konsol, “Cornerring lights” og meget andet. Der findes ganske enkelt ikke mere udstyr at få til den !
Og det er et ordentlig skib, sådan en Electra. 5.70 meter måler den. Bagskærmene alene er længere end de fleste biler i dag.
Billederne her er taget af ejeren som boede i Scottsdale, Arizona. En af de pænere bydele i Phoenix området.
Det sorte vinyltag bryder alt det røde perfekt
401 cu.i. V8 – Buick kaldte den for “Nailhead” grundet de små ventiler. En rigtig stærk motor og perfekt til at trække en bil i denne klasse
Rigtig flot originalt og urørt interiør. Dog havde sæderne en smule patina, så det blev der rettet op på inden afskibning. Instrumentbordet minder meget om det som ses i 1963/64 Buick Riviera
Når man tænker på at sæderne her er over 45 år gamle, så har de klaret det meget godt.
Bagagerummet rummer nemt liget af Jimmy Hoffa
Og med lidt kærlighed fra den sadelmager jeg benytter i USA, ser det nu sådan her ud. Ikke ringe…
Stramt og lækkert. Klar til de næste 45 år
Dørsider, tæpper etc. fejlede intet, så de forblev originalt.
Men bagagerummet fik også en kærlig hånd. Og hold da op en forskel.
Imponerende hvad de kan lave i USA, hvis man finder de rigtige steder.
Faktisk var det blevet så lækkert at naboen truede med at flytte ind. Og der er jo plads nok.
Nogenlunde samtidig tog jeg også en anden Buick hjem. En 1972 Buick Skylark convertible. Bilen købte jeg af fotograf Stephen Stickler i Los Angeles. Han brugte bilen som hverdags bil og den havde også medvirket i mange af hans fotoshoots
Flot flaskegrøn metallic. Syntes det klæder bilen rigtig godt.
Buick’s dejlige 350’er (5.7 liter)
Indtrækket…… Ikke det kønneste, men det er jo nemt at gøre noget ved mens den stadig er i USA. Så det blev skiftet ud fra A-Z – Inklusiv kalechen
Stephen selv, da han afleverede bilen til min ven Jim
Den er jo fin i baggrunden, sådan en vogn
Bandet NB Ridaz brugte også bilen på deres pladecover
Hjemkommet i containeren. Nyt flot indtræk og kaleche. Det gør det jo meget nemmere at sælge. Og sælges skulle den !
Startede i første hug, præcis som en Buick skal. Bilen var solgt ganske få dage efter den blev hevet ud af kassen.
