I Del 28 fik jeg jo en flot custombygget 1959 Thunderbird hjem i efteråret 2007. Den gik jeg og nussede med i løbet af vinteren. Fik bygget mig et flot skjult anhængertræk og lavet et par andre modificationer på den. Så den var nu ved at være klar til at køre foråret i møde. Men i garagen havde jeg jo også stadig min 1968 Ford Custom 500 Copcar fra San Francisco P.D.
Den var jeg stadig håbløst forelsket i, og havde været på mange patruljer rundt i området i løbet af efteråret. Der er så mange uartige blondiner, brunetter og rødhårede i mit distrikt, så føler det som min pligt at holde styr på dem. “I’m on a mission from God” 😉
Men mens jeg render og skruer på min Thunderbird, og min Ford står i en anden garage får jeg en email fra Kevin i USA, som jeg købte min Ford Copcar af. Han havde nu en 1970 Mercury Monterey fra Californien Highway Patrol på hånden. Lige præcis den model som jeg egentlig ville ha’ haft, men som blev solgt lige for øjnene af mig. (Læs Del 28)Ford’en købte jeg så af Kevin, lidt som en trøstepræmie. Men nu var den der… Mercuryen !
Og jeg er jo blot en mand….. En mand med trang til biler, så kunne jo ikke lade endnu en smutte forbi mig. Så selvfølgelig måtte jeg acceptere Kevins tilbud. “Det bliver et Ja Tak herfra…”
Så den blev straks læsset og destinationen var Københavns frihavn og derefter Vemmelev ! I Californien må der ikke stå noget som helst på bilerne som siger Police og lignende, så der er sat afdækning på dørene og bagklap.
California Highway Patrol har altid været glade får de såkaldte “Slick Top” biler. Altså biler uden nogen form for blink på taget. På den måde kan de lettere snige sig ind på folk uden at blive opdaget. Samtidig er bilen mere stabil under høje hastigheder, og en stor lightbar laver også både støj, og tager en del af topfarten. Så eneste lygte fremad er den lille røde i førersiden. Her har de blot skiftet søgelygtens hvide lampe ud med en rød. Den blinker ikke men lyser konstant, da lovkravet i CA var sådan på den tid. De kæver en “Steady Red” i fremadrettet retning. Selvom der havde været monteret røde rotorblink eller lightbar på taget, skulle der stadig være en “Steady Red”.
“HIGHWAY PATROL” – Skrevet med store bogstaver, så det ikke er til at misforstå !
I hattehylden er der monteret to store 5,75″ lygter. Den orange skal blinke, og den røde skal lyse konstant. De må dog ikke virke samtidig. Så det bliver styret af en 3-trins kontakt i instrumentbordet (Amber – Off – Red)
Den orange bruger de under udrykning, og den røde når de kommer foran bilen de vil stoppe. Så tændes denne, for at signalere at føreren af bilen skal bringes til standsning.
Den originale “E” mærkede nummerplade er stadig intakt. Kun statens køretøjer bruger disse plader. Det står for (Tax)Exempt, altså skattefritaget.
Sådan en 1970 Mercury er en ordentlig bil. Og tung… Meget tung ! Men med en stor Bigblock motor under klappen, kan den nu stadig køre fra de fleste. Grunden til at CHP vælger så store biler, er selvfølgelig for at det er dem som kommer fra fabrikken med de største motorer, men også fordi at de har længere akselafstand, og det giver en mere stabil vogn med høje hastigheder. CHP forlangte biler med min. 122″ akselafstand. Mercuryen her har 124″ akselafstand.
Som så mange andre Police Departments i Californien, benyttede CHP sig også af “Push Bars” på deres biler. Som regel blev de fremstillet af fanger i Folsom Prison. De kaldes også for “Buddy Bumpers” og Push Bumpers”
Specielle forstærkede fælge og små hjulkapsler, også kaldet “Dog Dish Caps” – Altså en hundeskål…. Ligheden er der vel også ?
Drivers Office. Her kan man let sidde i timevis, og det gjorde betjentene også dengang. Og de er altid alene, så der er god plads i det store sofasæde. Og heldigvis går deres biljagter som regel bare ligeud af de store Highways. For at sidde fast i det store glatte sæde i sving er en håbløs opgave !
Al radioudstyret er også intakt. Motorola radio til centralen, og Federal Interceptor sirene med indbyget PA anlæg (Public Announcement). Dvs. at de med mikrofonen kan tale til folk udenfor via højtaleren bag grillen. Da det er en 1970 model har den fået elektronisk sirene. Noget CHP gik over til i 1968/69. Før havde de de store mekaniske sirener som blev manuelt betjent med en fodpedal.
Panelet til at styre lys og andre features.
Outside / Inside: Skifter mellem om stemmen i deres radio skal høres i kabinen eller via højttaleren udenfor.
Red / Amber: Styrer de to lygter i hattehylden
Siren / Horn: Valg mellem og det skal være horn eller sirene som virker når der trykkes på hornkontakten i rattet
Pilotlight: Lyser når man har valgt at tænde den gule blinkende lygte i hattehylden
360 HK Ford BigBlock
Der er god plads i bagagerummet. Den store kasse i siden er radioenheden. Alt var større i 1970’erne !
Gunrack fra Santa Cruz – De mest benyttede rack hos politiet i USA. På det er der monteret en lille lampe
Det tog ikke lang tid at få min nye Copcar hjem til DK, da jeg allerede havde købt en anden bil som kunne følge den hjem i containeren. En bil vi ser nærmere på i del 30
Så i november 2007 kom igen et stor 40 fods container til Vemmelev med to dejlige biler inden i.
Og nu var jeg ejer af to copcars – Kunne det blive bedre !!????
Den ser så ondskabsfuld, den Mercury. Den store tunge vogn med den frygtindgydende Push-Bar vil du ikke have i dit bagspejl. Og slet ikke rammes af den !
Aldrig før har min forhave set så smuk ud….
Men historien om CHP’s valg af Mercury i 1970 var ikke helt uden skår. CHP havde i mange år kørt Dodge. I 1969 var betjentene blevet velsignet med den kraftigste politibil nogensinde på den tid. En 1969 Dodge Polara med en 440 cu.i. under klappen. Bilen var, og er stadig elsket af politifold i hele USA. Den var med sin topfart på over 140 mph. (224 km/t.) den hurtigste politibil helt frem til 1991.
Bilen kaldes også for “The Holy Grail” inden for copcars. Der er ganske få af dem tilbage, og de handles for skyhøje priser.
En af de få tilbageværende 1969 Dodge Polara
Men nok om Dodge…. Tilbage til problemerne som CHP havde med deres Mercury’s.
Bilen var tung… Meget tung, og det gav problemer når betjentene jagtede biler på landevejene. Mercuryen vejede 1800 kg og så kom der yderligere 180 kg. politiudstyr oveni. Fælgene revnede når den tunge vogn blev smidt rundt i kurverne. Bærekuglerne gav op under presset af den stærke men tunge motor, og motorophæng blev revet fra hinanden af det voldsomme moment den kunne præstere. Selv gearkassehusene revnede. Så det var ikke en dans på roser. Yderligere havde CHP sparet ved kun at montere servostyring og Aircondition i få af dem. Betjentene hadede disse vogne, og de blev hurtigt udskiftet…. Men det gør i dag 1970 Mercury til en af de mere eftertragtede copcars. Det blev leveret 1820 styk af dem til CHP, men kun meget få er i dag tilbage.
Herunder et par kopier fra div. politibøger jeg har om bl.a. Mercuryen:
I 1971 skiftede CHP igen tilbage til Dodge af en eller anden grund…….. 😉
