Sådan en uge fri fra job er ikke tosset. Man når alligevel at få lavet en del, når man kan komme i gang fra morgenstunden af.
Denne uge blev der både rodet lidt med min Mercury, og selvfølgelig også med lidt Yamaha knallerter.
Det første projekt var Mercury’en. Den skulle lige sænkes 2″ bag og 2,5″ foran.
Men det skulle vise sig at gå som en leg. Californien biler er fantastiske at skrue på. Intet var rustet sammen. Alt kunne løsnes med værktøj, og derefter skrues fra hinanden med fingrene
Med Mercury projektet klaret, kan jeg nu gå til filebænken og skrue endnu en Yamaha motor sammen
Og så er det bare derudaf med at samle som jeg plejer. Det har jeg gjort så mange gange før og taget billeder af, så det vil jeg skåne jer for igen. Men se her hvis du skulle have lyst: YAMAHAMOTOR
Næste projekt var at få monteret det korrekte baghjul på min 1976 Yamaha K1.
De har fra nye det specielle baghjulsnav med gummiklodser indbygget, for at tage de hårde ryk når der skiftes gear etc.
Da jeg byggede den i sin tid, havde jeg kun nav liggende fra de nyere 1977/78 modeller med fast nav. Men nu havde jeg fået fat i det rigtige, og havde fået samlet mig et komplet hjul, med fin Araya fælgring etc.
Men jeg måtte desværre skille det ad igen, efter dette billede var taget. Grunden var at den hulbolt som holder navet fast på bagsvingeren, var lavet for dårligt. Den var fræset skævt, og dermed var der ikke fræset nok af de flader som skal gå ind i svingerens spor i venstre side. Sporet er 14 mm, men bolten var 15 mm – Så der måtte lige files og tilpasses lidt.
Nu bliver det spændende at mærke om der er nogen forskel, når jeg skal ud at køre på den. Det vil vise sig……
Men jeg var ikke færdig med at skrue knallert. Næste projekt er allerede i støbeskeen.
Stel og bagsvinger er repareret, glasblæst og spartlet. Så nu er det klar til maleren
Og sådan gik den uge i garagen. Næste uge skal der forhåbentlig startes op på samlingen af den næste Yamaha. Vi må se hvor langt maleren når med delene