Argentina 1928: En lille dreng fødes 10. juli i Buenos Aires. Her vokser han op, går i skole og alt det som man nu gør. I 1955 emigrerer Alejandro de Tomaso til Italien, ligesom hans farfar havde gjort det sidst i 1920’erne. Alejandro begyndte at køre racerløb i bl.a. Maserati, Ferrari og O.S.C.A. Allerede i 1957 debuterede han i den fineste klasse, Formel 1. Han fik dog ingen points. Hans aktive Formel 1 karriere varede blot 2 år, fra 1957-1959. Men de Tomaso ville andet end køre racerbiler. Han ville bygge dem selv ! Så i 1959 stiftede han “De Tomaso Automobili”. Fabrikken fik hovedsæde i Modena, hvor også andre store, fine fabrikker lå. Idéen var at bygge prototyper og racerbiler. Den første gadebil produceret af De Tomaso så dagens lys i 1963. Den fik navnet “Vallelunga” som også var navnet på en racerbane. Bilen havde centermotor fra Ford og en bagaksel fra VW Boble. Motoren var en 1500 cc 4 cylindret KENT motor fra Ford Cortina GT som ydede beskedne 104 HK. Men i den 726 kg. lette bil, som var bygget på et chassis i aluminium og med en karosse i glasfiber, kunne den nå en topfart på 215 km/t. Der blev produceret 53 stk. frem til 1968. Ja, egentlig 54 stk. da der også blev bygget en enkelt åben prototype.
I 1967 blev Vallelunga afløst af Mangusta. Igen var valget af motor faldet på noget fra Ford’s hylder. Denne gang bare fra USA i stedet for England. En 302 cu.i. (5 liter) V8 fandt vej til chassiset som i bund og grund var magen til det i Vallelunga, som var beregnet til en 1500 cc motor, med alle de problemer der så fulgte med. Det alt for spinkle chassis kunne slet ikke holde til den tunge og momentstærke V8 motor. De vred sig, og revnede på kryds og tværs. Jeg har desværre aldrig haft fornøjelsen at køre i en Mangusta, men det siges at den er bedst blot at se på – Ikke at køre i…. Men designet kan man ikke sætte fingre på. Den er super vellykket !!! Manden bag designet hed Giorgetto Giugiaro. Han har rigtig mange vellykkede designs bag sig. Bl.a. biler fra Ferrari, Lamborghini, Alfa Romeo, DeLorean, Maserati og mange andre fine vogne.
Forskellige biler og racere fra De Tomaso. Bagerst til venstre står deres Formel racer fra 1970. Og ved siden af en Mangusta.
Dernæst deres Vallelunga Spider og en Vallelunga Coupé.
Formel 1 raceren var dog ikke videre succesfuld. Hele 1970 sæsonen var de forfulgt af uheld, og deres kører, Piers Courage, døde desværre i et uheld i det Hollandske G.P. i 1970. Tim Schenken kørte sæsonens sidste 4 løb for De Tomaso, hvorefter de droppede Formel 1.
Tim Schenken bag rattet i De Tomaso 505 F1 Cosworth, 1970
De Tomaso’s Formel 2 racer – I baggrunden en fin gul Mangusta
Mangusta samlebåndet 1968
De Tomaso Mangusta Prototipo (Med glasplade i taget)
SUPER brutalt design. Desværre blev der kun bygget 401 eksemplarer
Af de 401 regner man i dag med at der er ca. 250 stk. tilbage. En af de 401 stk. blev i øvrigt leveret med Chevrolet motor. Bestilt specielt af Bill Mitchell, som på det tidspunkt var “Vice President” hos General Motors. Og han kunne jo ikke køre i en superbil med motor fra Ford… Vel ? Men i 1969 var det tid til at finde en afløser for Mangusta. Firmaet Ghia, som på det tidspunkt var ejet af Ford, blev sat på sagen. Chefdesigneren var en amerikaner ved navn Tom Tjaarda. Tom var også en erfaren herre, så projektet var i trygge hænder.
Tom Tjaarda i gang med at tegne
Da Tom havde slået de sidste streger på papiret, kunne man begynde at bygge en model i træ – Det ser lovende ud ?
Og derefter kunne man begynde at bukke og svejse plader sammen, og forhåbentlig få den til at ligne det som Tom havde brugt måneder på, på tegnebordet De Tomaso Pantera var ved at være født. Chassiset som var af monocoque typen, var langt stærkere end de foregående to fra Vallelunga og Mangusta. Og da de igen havde valgt motor fra USA, var det også en nødvendighed. Især fordi valget denne gang var faldet på Ford’s nye Performance motor: Cleveland…. En 351 cu.i. V8 (5.8 liter) med 330 HK !!
Nu var det hele ved at være på plads, og produktionen kunne så småt begynde. Den første blev præsenteret i Modena i marts 1970, og til New York Motor Show nogle uger senere. Næsten et år senere var de første biler klar til at blive solgt. Produktionslinien kunne klare at samle 3 biler om dagen. Karosseriet blev samlet af Carrozzeria Vignale i nærheden af Torino. Carrozzeria Vignale var på dette tidspunkt ejet af De Tomaso.
Arbejderne hos Vignale i fuld gang med at samle en Pantera karrosse
De færdige karosser blev transporteret på lastbiler til fabrikken i Modena, hvor de blev samlet færdig, med motor etc. 
Baghjulsophæng og drivaksler samles
Et par amerikanske 351 Cleveland motorer, klar til at blive parret med sin gearkasse fra tyske ZF, for derefter at blive lagt i den italienske karrosse.
Her sættes motor og gearkasserne så sammen
Og kan så lægges i bilen. Men inden en bil kan sælges, skal den igennem en hel del test.
Her testes for lækager
En crash-test skulle også klares… Så der måtte ofres en eller flere Pantera’er til dette formål. Her er det en af de første biler som i daglig tale kaldes for “Push Button” modellerne, grundet deres unikke trykknap åbning af døren, som senere blev lavet om. 
Med crash-testen overstået, kunne man nu begynde at sælge bilerne til folket. Testkørere og motorjournalister fra hele verden, blev inviteret til at prøvekøre De Tomaso’s nye vidunder, men ikke alle test faldt godt ud. Mange af bilerne led af forskellige sygdomme, og brød sammen på testbaner og landeveje verden rundt. Ikke den bedste start……
En flok Pantera’er venter på at blive sendt med skib til USA, hvor langt de fleste blev solgt.
Her bygges bredere skærme i tynde rør. Det her er nok starten på en racerbil
Måske denne her som er på vej ud af porten i Modena
Mr. De Tomaso, stående ved en flok færdige karosserier ved fabrikken i 1971. De er her klar til at blive færdigmonteret
Produktionen af Pantera fortsatte frem til 1974 med kun små ændringer i designet. Midtvejs inde i 1972 kom “L” modellen, med større kofangere og andre små ændringer, som f.eks et bedre kølesystem, som var tiltrængt, da mange havde tildens til at blive for varme. De Tomaso “løste” til dels også varmeproblemet med at ændre temperaturmåleren i bilen, så det ikke så så slemt ud. Hvor de tidlige modeller gik op til 230 grader fahrenheit, gik de nye modeller til 260 grader. På dem måde gik nålen nu ikke helt i bund, og kunden var derfor ikke helt så nervøs mere. Nemt…… I 1975/75 trådte Ford tilbage. De havde ikke længere lyst til at bygge superbiler. Energikrisen havde gjort det næsten umuligt at sælge biler som disse. Det blev til omkring 5.500 biler fra 1971-1974, hvoraf over 75% var solgt i USA. De Tomaso, nu uden Ford’s ledelse, fortsatte produktionen frem til 1989. Men kun få hundrede biler blev bygget. Ford havde taget deres presseværktøjer med da, de forlod det hele, så alt skulle nu bankes ud i hånden, og det tog tid ! De Tomaso købte i 1976 også Maserati fabrikken, som i nogle år havde været under fransk ledelse, da Citroën havde ejet dem. De Tomaso redede Maserati med at bygge deres Maserati Bi-Turbo. Uden den havde Maserati nok ikke eksisteret i dag. De Tomaso solgte Maserati fra i 1993 sammetidig med motorcykelfabrikken Moto-Guzzi, som de havde købt i 1973. Pantera blev faceliftet i 1990 og hed ny Pantera 90 Si – Der blev kun bygget 38 stk. frem til 1993.
De Tomaso byggede biler frem til omkring 2004. Herefter er det en smule rodet med konkurser og nye ejere frem til 2012 hvor det endelig stoppede. Men rygter siger at mærket måske genopstår. Vi må se……
Alejandro de Tomaso – 1928-2003
