Del 6 sluttede med at jeg solgte min 1973 Ford Ranchero. Det gjorde jeg i vinteren/foråret 1993/94. Afløseren for den, havde jeg allerede i baghånden. Som også skrevet i Del 6 havde jeg solgt min Datsun Patrol til min mor, som jeg så på hendes vegne byttede med en mindre bil. Den bil var jeg selv blevet ganske lun på, så den fik jeg lov til at overtage.
Bilen var en 1979 Ford Capri 2.3S Mk. III – Jeg havde, og har stadig et godt forhold til de Capri’er.
Fræk farve, og med frække 7×13″ ATS fælge. Præcis magen til dem jeg havde på min første Ford Capri.
Jeg er altså vild med Capri’er…. Og en dag vender der måske sådan en tilbage i mine garager ?
Min 1972 Buick Skylark havde jeg jo som sommerbil, og Capri’en var min daglige slider til og fra arbejde. Her holder de side om side på p-pladsen ved den lejlighed i Korsør hvor vi boede. En Capri som ellers ikke er speciel lille, ligner en Matchbox bil i forholde til den store amerikaner !
Men Capri’en med sin tørstige V6’er, blev desværre lidt for dyr i drift, så der måtte noget mindre og billigere til. Så den blev byttet ud med… Arrghhh, en TOYOTA !
En 1987 Corolla med 1.3 liters motor – Hvor kedeligt kunne det blive ?
Forsøgte at pifte den lidt op med et par 15″ alufælge, bare for at beholde en smule af min mandighed – Men ligeledes hjælp det. Det gik ikke, og den måtte væk !
Erstatningen blev en STOR Ford Granada Stationcar. Den ejede jeg i under 24 timer, så den fik jeg aldrig skudt et billede af. Købte den kl. ca. 20.00 og solgte den dagen efter til fyraften. Intet varer evigt… Er det ikke så’en man siger ?
Jeg måtte tilbage til noget jeg kendte. En Morris Mini
Se DET er en vogn for en rigtig mand, eller dreng. Sjove er de i hvert fald. Og de sportslige køreegenskaber tager man ikke fejl af. Det er en sjov lille bil !
Problemet med Mini’erne er dog størrelsen. Når man er flyttet i lejlighed sammen med fruen, og de daglige indkøb skal klares, er der ikke helt nok plads i sådan et hundehus.
Så den blev byttet med en Mazda 1300, som igen blev byttet ud med en Ford Cortina Mk. III, som jeg overtog fra min Far.
Da jeg i 1994 solgte min lilla 1972 Buick Skylark (Se Del 5) var det for at realisere min drøm om at køre topløs. Altså topløs som i uden tag over hovedet….. Den drøm blev virkelighed sidst på sommeren 1994, hvor jeg købte en 1973 Ford Mustang, som i den grad trængte til kærlighed. Den var kørende, men heller ikke mere. Den havde været brugt hele året rundt i en del år, og det havde sat sine spor. En cabriolet er ikke helt tæt. Så vand, sne og salt havde haft alle muligheder for at få den til at forsvinde. Og den var godt på vej. Men den var billig, og rusten kunne vel fixes ?
Fixes kunne det, men det kom til at tage en hel vinter trods venners hjælp. Først i april 1995 stod den klar til at køre i sprøjtekabinen.
Det sjove ved denne Mustang var, at jeg i 1986 som 15 årig knægt havde stået, sammen med min Far, og kigget på den til Custom Car Show i Forum. Tænk at jeg 8 år senere stod med selv samme bil. Eller i hvert fald hvad der var tilbage af den. De 8 år som hverdagsbil havde været ualmindelig hård ved den.
Forum 1986 – Jeg var helt tosset med den vogn. Nu ejede jeg den !
Gensyn med den i 1987 – Nu mangler hesten i grillen.
Samme bil i 1994 – Sørgeligt…….
De to skilte fra Custom Car Show i Forum 1986/87 sidder limet fast på instrumentbordet
Den manglende hest til grillen, var genfundet og fulgte med bilen.
Jo, den er god nok – Det ER samme bil, afslører motivet på forklappen.
Adskillelsen begyndte hurtigt. Og jo mere der blev pillet fra hinanden, jo værre viste den sig at være.
Ud med motor og gearkasse for et eftersyn, og en grundig vask.
Og så var det bare i gang med svejseapparatet. Der blev brugt mange weekender på den bil, vinteren igennem. Tit startede vi fredag efter middag, og knoklede stor set uden stop frem til søndag middag.
Efter en lang nat, skal der lidt morgenbrød til. Ser ud som om det har været noget meget beskidt arbejde, vi har haft gang i…..
Meget beskidt…….
Men stille og roligt kan den igen samles – Her er motor og gearkasse klar til at blive lagt ned i det store tomme hul.
Nu er al rust lavet. motoren er lagt tilbage hvor den hører til. Andre forskærme er kommet på, og den er næsten klar til at køre til autolakereren.
April 1995 – Bilen er nu på vej til maler. En hel vinters pladearbejde er overstået.
Inspireret af min onkels farve på hans lastbiler, blev bilen lakeret i en metalgrøn farve, som også fandtes på Ford Escort Mk. II.
Det blev nu helt godt. Vinterens lange arbejdsnætter var det hele værd.
Motorrummet med den store 351 Cleveland V8’er kom nu også til at se hæderligt ud. Her er det dog en smule støvet.
Instrumentbordet skiftede under processen farve fra beige til sort.
Den stolte ejer inden salget i september 1995. Vi var blevet en smule trætte af at bo i lejlighed, og ledte efter hus. Da bilen var betalt og der ikke skyldes en krone i den, måtte den lade livet, så vi havde til en god udbetaling til et hus…. Åååhhh, så ansvarlig og voksen man var blevet !
Husker i pigerne fra Beverly Hills 90210 og deres HØJtaljede bukser ??…..
Det var højeste mode i 1995, så det har min kæreste også trukket på. Bemærk at hesten i grillen IGEN mangler. Den blev stjålet til et træf i løbet af sommeren. Den bil har åbenbart noget med at skulle miste den hest !
Inden salget, nåede den at blive filmet af lokal TV – Her er det Tommy fra Road Rebel som bliver interviewet i min bil. Indslaget kan ses her:
Så 20. september 1995 var jeg igen uden amerikanerbil. Tilbage stod en 1976 Ford Cortina. Men pengene på bankbogen lunede, og skulle bruges på vores drøm om at blive husejere. Så nu skulle drømmehuset bare findes, og så måtte jeg nok undvære amerikanerbil i en årrække fremover. Men kunne jeg holde det…????? 😉
