Sommeren igennem er fyldt med arrangementer. Og når man som jeg har bredt sig lige vel rigeligt hen over mange forskellige genrer af køretøjer, så er der noget at deltage i stort set hver weekend fra april til oktober.
Men ikke nok med at vi tager til andres arrangementer – Vi holder også vores eget for knallert drengene og et par enkelte piger. Tour de Carnut har vi valgt at kalde det, blev første gang afholdt i 2015, hvor omkring 35 knallerter deltog. Desværre har vi ikke plads til flere deltagere, selvom mange flere gerne vil være med. Men vi er simpelthen nødt til at sætte begrænsning på.
I år blev det første weekend i september, og vi håbede på godt vejr. Dagene op til blev vejrudsigten tjekket mange gange dagligt, og det så bestemt ikke lovende ud. Var faktisk ved at trække stikket flere gange og aflyse. Men heldigvis tog meteorlogerne (igen) fejl, og vejret var faktisk rigtig fin, bortset fra en kort regnbyge først på turen.
Inden afgang var der som vanligt morgenbrød, kaffe og en lille skarp til deltagerne. Så der var dækket op i mandehulen. En præmie til en af deltagerne, udvalgt af min kone og mindste knægt, var også på plads. Præmien kunne gå til den fineste, grimmeste, hurtigste eller noget helt andet.
Efter indtagelsen af morgenmaden, er det nu tid til at sætte sig i sædet, træde på kickstarteren og komme ud på den 80 km lange rute. Første stop er ved Købmanden i Stillinge, men allerede inden da falder den første fra. Mathias når kun at køre et par kilometer inden han Puch giver op. Han bliver kørt tilbage til udgangspunktet, og må låne en af mine Yamaha knallerter så han kan komme med på resten af turen. Imens det sker holder vi andre pitstop i Stillinge
På campingpladsen i Reersø skulle middagen indtages. Så vi var der præcis lang tid nok, til at en af deltagerne, Benny, kunne nå at sælge sin knallert til en camping gæst. Så nu stod han uden knallert og måtte fortsætte turen ved siden af min kone i vores følgebil.
Turen gik over al forventning, og mon ikke den gentages i 2017 ? Vi må se….
1000 tak til alle de deltagende og deres fruer som dukkede op til festen bagefter.